Victors 1st birthday

Fremtidsplaner

8c95d0b2-fd60-4f88-b92d-7fc3dd946105

Da vi flyttede til Dubai i sin tid, havde jeg forestillet mig at vi ikke blev her længere end 3 år, og at vi i hvert fald ikke skulle få børn her. De 3 år er sjovt nok ved at nå sin ende, vi har fået et barn, og vi har ikke planer om at rykke lige foreløbigt 😉 haha.

Arttu’s kontrakt ved Flydubai er ubegrænset, og han er virkelig glad for at være der. Jeg har nok alle dage haft én fod ud af døren siden vi ankom her til Dubai, fordi jeg vidste fra starten af at det ikke er her jeg ville slå mig ned for altid, men jeg kan mærke at jeg med tiden er ved at føle mig mere etableret her. Jeg savner mine venner og familie helt enormt meget, og Danmark i det heletaget, men jeg kan trøste mig selv med at både A og jeg er enige om, at det er der vi ender en dag. Altså Danmark.

Jeg startede op på fjerde og sidste semester på Serviceøkonom uddannelsen i sidste uge, og skal aflevere min hovedopgave sidst i Maj. Derefter er min plan at jeg vil finde mig et job hernede. Jeg har valgt turisme-specialet på studiet da mit mål er at komme ind og arbejde i et luftfartselskab som Cabin manager eller noget i den stil. Jeg har en stor passion for luftfart, så jeg er ikke i tvivl om at det er noget jeg vil arbejde med. Vi må se hvad det ender ud i, men det er min plan 🙂

Med hensyn til Victor, regner vi med at han starter op i vuggestue (nursery) når jeg er kommet i arbejde. Her i Dubai starter børnene allerede i skole når de er 3 år. Det samme gjorde jeg faktisk også da jeg boede i England. Vi satser på at Victor tager et år i skole her, og så rykker vi hjem til Danmark. Det er vigtigt for mig, at han kan starte i en dansk skole, sammen med andre børn på sin alder, og derfor synes jeg det ville være godt for ham at tage et år eller to i en dansk børnehave inden han skal det. Hvor vi ender henne i Danmark, ved jeg ikke. Det afhænger selvfølgelig af hvor A får arbejde henne, men jeg krydser alt for, at det ikke bliver for langt væk fra min familie i Silkeborg. Uanset hvor vi havner, kan det umuligt blive længere væk end hvor vi er nu! haha

Hvorfor bliver det ikke Finland, nu hvor Arttu’s datter er der? Der er virkelig mange af jer, der står meget uforstående overfor hvordan i alverden han kunne rejse fra hende i første omgang, og det forstår jeg virkelig godt. Jeg ville nok også kigge lidt skævt hvis jeg hørte om et lignende tilfælde, og stod som en fremmede overfor vores situation. Jeg synes ikke det er fair af mig at ‘udlevere’ Arttu og hans eks-kone, men jeg vil sige at den måde de fungerer på nu er virkelig fint. Det kan godt være de ikke ses så tit, men de skyper sammen flere gange om ugen. Når de ses, er det hele så naturligt, og de har et virkelig godt forhold. Det er meget langt for en 7 årig at flyve alene, og Arttu har virkelig ikke særlig mange sammenhængende fridage hvor han har mulighed for at rejse til Finland desværre. Det ville jo være så meget nemmere, hvis vi boede i Danmark. Lily kunne få sit eget værelse hos os, og evt lave en ny aftale om samvær nu hvor de kun tager 1,5 time at flyve fra Danmark til Finland og omvendt. Jeg ville være så ked af ikke hvis mine børn ikke skulle vokse op i Danmark, da jeg har et meget tæt forhold til min familie, og ikke vil undvære dem for altid. Er det selvisk af mig? Måske. Men Arttu bryder sig heller ikke om tanken om at være i Finland, så lige på det punkt er vi meget enige.

Vil vi have flere børn? Ja, men vi har ikke travlt. Jeg vil virkelig gerne ud på arbejdsmarkedet hernede, og få styrket mit CV inden jeg begynder på det pjat igen. Derudover får man kun 2 måneders barsel de fleste steder her i Dubai, og det bliver et KÆMPE nej tak her fra. Hvis jeg bliver gravid igen hernede, så planlægger vi det således at jeg kan holde op med at arbejde og evt føde i Danmark.

Når alt det så er sagt, kan det sagtens være at planen ændre sig lige om lidt? Jeg er ikke bange for forandring, og jeg er god til at tilpasse mig. Jeg synes bare det er rart at have en ‘plan’, og noget at forholde sig til.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Victors 1st birthday