Victor og mine bekymringer

Jeg tror at alle mødre går og stresser over nogle ting, når det kommer til deres børn. Her tænker jeg på deres udvikling, og deres fremtid. Man har en tendens til at sammenligne sit barn med alle andres, og man overanalyserer ALT – hele tiden. Det samme gør jeg, og jeg tænkte jeg vil dele nogle af disse tanker med jer …

Jeg har altid været god til at give Victor fra mig. Jeg har aldrig været hende der ikke vil have fremmede holder sit barn og jeg er ikke nervøs for at få ham passet (selvfølgelig ikke af fremmede). Han elsker at kommunikere med dem han møder, og der går ikke mange sekunder inden han charmerer alle i rummet. Jeg har dog bemærket på det seneste, at han er blevet MEGET mor-syg. Han hænger på mig hele tiden, og hvis vi er ude et sted hvor han for eksempel leger, og jeg går ud af syne, så går han HELT i panik. Det gør de andre børn i mødregruppen ikke.

Det er også som om at han bliver nemt overvældet og har let til tåre når vi er sammen med mange mennesker, som vi har været en del her på det seneste med alle de 1-års fødselsdage. Det sker ofte at han bliver bange for de andre børn, hvis de larmer for meget, eller bliver lidt for ‘voldsomme’. Det gør de andre børn i mødregruppen ikke, og jeg forstår det virkelig ikke siden han har to så udadvendte forældre. Men igen, det er vel bare en fase – eller er det bare sådan han er? En lille sensitiv dreng.

Jeg ved godt, i og med at Victor får 3 sprog fra starten, at hans tale kommer til at blive forsinket. Sådan er det. Jeg havde bare en ide om at hans motorik nok ville udvikle sig lidt hurtigere i så fald. Han er i ALT, kravler over det hele, trækker sig selv op og står alle steder, men han har INGEN interesse i at gå. Som i NUL. Jeg kan måske få ham til at tage 3 skridt hvis jeg har ham i hænderne, men mere gider han ikke. Ingen gang de to gå-vogne vi har herhjemme hjælper. Jeg ved godt at det ikke er unormalt at børn først begynder at gå når de er 14 måneder, men jeg synes alle de andre børn i mødregruppen er langt foran ham på det punkt. Mange af dem yngre end ham er begyndt at gå!!

Jeg har været god til at rejse til Danmark med Victor, og derfor kender han sine danske bedsteforældre ret godt selvom de ikke ser hinanden så meget igen. Sine finske bedsteforældre og sin storesøster til gengæld, har han kun mødt 3 gange. For det første, har Arttu ikke haft nok fri til at kunne rejse til Finland noget oftere. Jeg kan ikke rigtig rejse dertil selv, fordi Arttu’s forældre ikke taler engelsk. Jeg kan ikke kommunikere med dem ordentligt, uden ham, hvilken ærger mig ENORMT. Det er vigtigt for mig at han har et tæt forhold til sin finske familie, og det bliver selvfølgelig nemmere jo ældre han bliver, men det bekymrer mig alligevel.

Er jeg den eneste mor der stresser meget over sådan nogle ting? Skal jeg bare slappe af og lade ham udvikle sig i sit eget tempo og med sin egen personlighed? Skal jeg gribe ind?

Jeg håber der er nogle mødre der kan berolige mig en smule, og måske kan give mig nogle gode råd?

Ellers vil jeg gerne sige tak fordi i læser med – det betyder enormt meget for mig 🙂
Er der noget i kunne tænke jer at jeg skrev noget mere om? Kom endelig med forslag!