Min dårlige samvittighed

Victors far kom til Danmark i går. Det er lige præcis en måned siden at vi forlod Dubai, og siden vi sidst så ham. Det føltes faktisk som længere tid, fordi der er sket så meget på den ene måned, men det er stadig længe Victor har set sin daddy.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke decideret har kunnet mærke, at Victor savnede ham. Jeg er sikker på han har – men han har ikke reageret på det, på den måde. Det er nok fordi, at han altid har været vant til at det primært er mig der har med ham at gøre, og fordi han stadig er så lille, at han heldigvis ikke forstår hvad der foregår. Jeg var derfor lidt usikker på, hvordan han ville reagere når vi skulle hente ham i lufthavnen, men han blev SÅ glad. Jeg blev så rørt over at se hvordan han bare kunne genkende sin far med det samme, og det blev A i den grad også. Vi stod begge med tåre i øjenene, over det lille menneske. Det lille menneske, som intet har med det her kaos at gøre, men stadig står midt i ‘orkanens øje’.

Han har nærmest ikke sluppet sin far, siden han kom. Han render efter ham konstant, vil lege hele tiden, vil op til ham uanset hvor han går. Det er også helt underligt, at A er så meget på. Det er underligt at se ham engagere sig så meget, og påtage et ansvar, uden jeg har bedt ham om det – men det er skønt. Det er så fedt, at Victor får alt hans opmærksomhed, imens han er her. Det er også fedt, at vi (indtil videre), kan ligge vores personlige udfordringer på hylden, og have fokus på hvad der er vigtigt – nemlig Victor. Men det giver mig på samme tid, også enormt meget skyldfølelse. En følelse af, at jeg berøver Victor for en hverdag med sin far, og at jeg forhindre A i at have en daglig gang med sin søn. Det er tider som nu, hvor jeg virkelig bliver nød til at minde mig om hvorfor jeg har gjort det her. Jeg ved at for jer der læser det her, som ikke kender til de grundlæggende årsager bag vores brud, så er det svært at forstå – men jeg ved, at det er for det bedste. Det bedste for os allesammen. Den måde, A er sammen med Victor på imens han er her på ferie, ville aldrig være sådan, hvis han havde ham til hverdag. Det er både A og jeg  meget enige om – han har overskuddet og lysten til at give Victor 100% af sig selv de her dage, uden alt andet kommer i vejen, og det er kun en god ting. Jeg vil hellere have de ser hinanden på den her måde, hvor deres tid sammen er meget mere speciel og intenst, end det var før. Jeg håber på en lys fremtid for os alle, hvor A kan være en meget større del af Victors hverdag, fordi jeg kan se hvor højt han elsker sin far, og omvendt.

Med det sagt, selvom vi er flyttet hver for sig, flere 1000 km fra hinanden, så vil jeg værne om deres forhold altid. Jeg vil gøre mit allerbedste, for at tilsidesætte mine egne følelser, for at kunne bakke op om dem, og det de har sammen. Det er pisse nemt at sige, det ved jeg, men selvom det ikke bliver problemfrit, mega omstændigt og hårdt, så skal det bare lykkedes.

Nu vil jeg tage ‘bagsædet’ den næste uge, og lade dem nyde hinanden. Vï tager til Finland på torsdag, hvor vi skal bruge nogle dage sammen med den finske side af familien, inden Victor skal starte i vuggestue på mandag i næste uge.

På med ja-hatten, som de kloge siger.

God aften fra sommerhuset i Hvide Sande

x