Dig & mig

August måned var virkelig hård. Turen til Dubai, nyt arbejde, et nyt studie – alt sammen på én gang, hvilket har været meget overvældende. Jeg er super glad for mit nye arbejde, og mit studie virker egentligt også ok – men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at min hverdag ikke er presset.. for det er den. Der er seriøst ikke nok timer i døgnet, føler jeg.

Jeg nåede at flytte hjem til Danmark, lige inden sommerferien for alvor begyndte. Det betød, at da Victor startede i institution, havde jeg TONSVIS af fritid. Jeg kunne komme ned og træne når det passede mig, klare alverdens praktiske gøremål uden at skulle stresse, og lave aftaler lige når jeg ville. Those days are over… De fleste af mine skoledage starter mellem 8.30 og 9. Det betyder, at Victor bliver afleveret i vuggestue omkring 7.45-8.15, og så kører jeg til Århus. Nogle dage får jeg først fri kl16, men de dage hvor jeg får tidligere fri, vil jeg gerne bruge på mit arbejde, så jeg kan få indhentet nogle timer der. Én ting er at vuggestuen lukker kl16.45, men noget andet er at jeg synes det bliver en VIRKELIG lang dag for Victor, og det kan jeg slet ikke holde ud. Derfor har jeg valgt at finde en som kan hjælpe mig et par gange om ugen med at hente fra vuggestue, og blive hos ham herhjemme indtil jeg er færdig med alt mit. Det er bare en KÆMPE lettelse, at jeg får den hjælp, for det er først nu gået op for mig hvor alene jeg rent faktisk er om ham.

Når jeg kommer hjem fra arbejde eller skole, er klokken i hvert fald 16-16.30. Så har jeg en time med Victor inden han skal spise, så skal han i bad ved 18 tiden, og i seng kl18.30-19. Når han endelig falder i søvn, har jeg tid til at lave noget hjemmearbejde, se et afsnit et-eller-andet ligegyldigt, og forberede mig til næste dag i skolen – men lets be real, hvor meget tror i min hjerne og øjne virker kl21, efter sådan en dag!? Det er i hvert fald meget begrænset, lad mig sige det sådan. Sådan nogle ting som ‘efter-skole hygge’ med de andre studerende kan jeg ligeså godt skyde en hvid pil efter, selvom jeg virkelig godt gad sidde og drikke dårlige øl til fredags-bar ind imellem efter en lang uge (jeg hader øl). Spontane aftenener på caféer med mine veninder er sgu også ude af vinduet medmindre jeg kan finde nogen til at passe Victor. Det, der nok er allermest pudsigt ved det hele er, at selvom jeg brokker mig over hvor meget den lille dreng fylder,  så savner jeg ham når han sover? Jeg savner ham, når jeg endelig kommer ud og er fuld i byen. Jeg vinder aldrig! haha

Jeg er egentlig ikke ensom, og jeg kommer også ud relativt ofte – men i det store hele, er jeg virkelig begyndt at ligge mærke til, hvor alene jeg faktisk er om tingene. Som i HELT alene. Alt jeg gør, drejer sig om ham. Det er vel egentligt også naturligt nok når man bliver mor, men siden vi kom hjem til Danmark igen, og jeg har fået en helt ny hverdag, har jeg meget sjældent tid til ‘mig’. Der var engang jeg fandt ro i at træne, og det var enormt vigtigt for mig rent mentalt at komme ned i centeret. Jeg kan tælle på 1 hånd, hvor mange gange jeg kommer ned og træne om måneden for tiden – Jeg ved simpelthen ikke hvornår jeg skulle nå det? Det sidste jeg vil er at blive ‘hende den irriterende’, som hele tiden afleverer sit barn hos andre, bare for at kunne passe mig selv. Jeg ved godt, at jeg ikke er den eneste alenemor i verdenen, og på mange måder elsker jeg også det helt unikke bond Victor og jeg har, men jeg har så godt som aldrig ‘fri’ i mere end max et halvt døgn af gangen. Han kommer jo ikke hjem til sin far hver anden weekend, sådan at jeg kan trække stikket helt, og jeg får så godt som ingen hjælp fra hans far generelt set. Min familie, og Victors Gudmor især, er rigtig gode til at aflaste mig når de har mulighed for det, og det er jeg dybt taknemmelig for, men når alt kommer til alt, er det kun ham og jeg. Jeg er alene om hans raserianfald, umedgørlighed til tider, og hans temperament som han har arvet af sin mor. Det er mig der står op med ham om natten når han får mareridt, eller fordi han bare synes det er fedt at starte dagen, inden fanden får sko på. Det er mig, der står med alle de bekymringer der nu kommer, når man bliver forældre, og mig der i det hele taget skal have hverdagen til at hænge sammen – og det er PISSE hårdt. Selvom hans far ikke deltog i særlig meget familieorienteret frivilligt dengang vi var sammen, så kunne jeg stadig godt trække på ham.
Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg har brudt sammen på det seneste, men sjovt nok hiver jeg altid mig selv op igen – fordi det skal vi jo som forældre. Brush it off … 

Selvom mit liv i Dubai var nemmere og mere lige til, og til trods for alt det brok jeg lige har disket op med, så fortryder jeg på ingen måde mit valg om at flytte hjem. Jeg VED at der venter noget andet for mig på den anden side af alt det her – og at det bliver det hele værd.

Dette indlæg er ikke til for, at nogen skal have ondt af mig, eller fordi jeg forventer en medalje. Det er faktisk bare et skulderklap til ALLE de forældre derude, kvinder som mænd, single eller i et forhold – fordi hold kæft hvor er det et hårdt job, vi har påtaget os. Hver dag er ikke sjov og ballade, men vi klarer den alligevel hver dag. Jeg vil vove at påstå, at vi gør det allerbedste vi kan for vores børn, på vores helt egen måde, under vidt forskellige omstændigheder. Så high-five til os alle!

Kys og kærlighed,

Mai x