Mormor

Jeg har længe ønsket at skrive dette indlæg, men har ikke fået taget mig sammen. Om det er det har været for tæt på og har gjort for ondt fordi hun ikke er her mere, kan jeg ikke sige.  Jeg ved bare, at jeg for at ære min mormors minde og i stor respekt vil fortælle noget af hendes historie. I øvrigt er det også et spørgsmål om timing.  Så, here it goes…

Min mormor og morfar var naboer, mødte hinanden i folkeskolen og var uadskillelige. Jeg er ret sikker på, de også havde op og nedture gennem livet, som alle andre par har, men de veg aldrig fra hinandens side. Da min morfar pludseligt døde i 2010, blev fundamentet i vores familie ændret for altid. Det var et kæmpe tab for alle, men især for min mormor. Efter så mange årmed ham ved sin side, stod hun helt alene. Jeg boede hos hende i en kort periode efter hans død, så hun ikke blev for ensom, og for at hjælpe lidt med praktiske ting. Min mor og jeg har tit talt om, at det allerede dengang stod klart, at der var noget ved min mormor, der ikke var, som det skulle være. Det var lidt som om, hun ikke helt fattede omfanget af situationen. Det blev mere og mere tydeligt, at min bedstefar havde dækket over hende og i hvert fald aldrig fortalt nogen af os, de nærmeste, om forandringerne ved hende.  Ingen af os havde fattet mistanke til den sygdom, der, for resten af min mormors liv, ville komme til at påvirke os alle i familien og i særdeleshed min mormor selv, meget voldsomt. Vi fandt små huskesedler, på de mest underlige ting, rundt omkring i huset. Min morfar havde skrevet brugsanvisninger til næsten alt, og det har garanteret været fordi,  han var ved at være træt af at gentage sig selv igen og igen.. Generelt ændrede hendes adfærd sig ret hurtigt efter, hun blev alene. Hun forblev livet igennem en sød og venlig kvinde – de egenskaber fik sygdommen aldrig bugt med.

Da hun flyttede i sin nye lejlighed, og fik skabt sig en ny hverdag som enke, sås vi en del. Ikke nok, set i bakspejlet, men det er nemt at stå og sige nu. Jeg flyttede til København i 2013, så videre til Finland i nogle år, og lige i den periode gik der længere tid imellem besøgene, hvilket også betød, at jeg bemærkede mange forandringer hos hende. Hun har altid været meget social, ligesom de fleste andre Steenkjær-kvinder, og har altid haft mange bolde i luften. Loge, gymnastik, jazz klub, frisør 2 gange om ugen – you name it. Hun skrev digte, lavede postkort, og levede et rigtigt godt liv, selv efter hun blev alene. Jeg bekymrede mig egentligt ikke som sådan om hende, og gav bare alderdommen skylden for de ændringer jeg så. Min mor mente dog at der var noget andet bag hendes glemsomhed og forvirring, og efter en undersøgelse på hospitalet i Aarhus fik hun dommen – hun led af Alzheimers sygdom.

Vidste du, at kun 50% af demente faktisk får stillet diagnosen? Det er alligevel en ret vild statistik, taget i betragtning, hvor tydelig den er at få øje på. Efter hun fik sin diagnose, gik det hurtigt. Hun fik medicin, men brød sig simpelthen ikke om at få hjælp til noget – især ikke fra udefrakommende. Kan selv, vil selv. Det er nok der, at jeg får min egen stædighed fra? Det viste sig, at hun ikke selv kunne finde ud af at tage sin medicin, som hun skulle, og til sidst fik hjemmeplejen lov til at komme på besøg hver dag. Jeg var ikke særlig velinformeret omkring hvad demens og Alzheimers er, dengang. Jeg vidste bare, at det var noget, mange gamle mennesker fik, hvor de ikke kunne huske noget til sidst. Det er det i korte træk også, men de mange ‘stadier’ en demenspatient gennemgår, er langt værre end slutdestinationen. Jeg har siden da lært, at der er også mange der får demens, allerede i 40’erne! Min mormor var i starten bevidst om, at noget ikke var som det skulle være, og hun blev tit flov over sig selv og meget ked af det. Det må jo være forfærdeligt at stå i, når man ikke forstår, hvad der sker med en. Hun glemte rigtig mange ting, kunne ikke huske, hvad hun lavede dagen forinden, hvilken dag det var, hvilke aftaler hun havde. Hun handlede tit ind hos hendes elskede Føtex flere gange om dagen med det resultat, at hendes køleskab og skabe altid var fyldt til bristepunktet. Hun var meget forvirret og ofte bange, fordi hun simpelthen ikke mere kunne manøvrere i hverdagen, som hun plejede . De sidste to år af min mormors liv trak tænder ud – især for min mor. Min mor var hos hende så godt som hver dag, indtil vi fik min mormor overtalt til at flytte på plejehjem, både for hendes egen, men også for min mors skyld. Det er jo et kæmpe ansvar at stå med, som pårørende. Især hvis man engagerer sig så meget, som min mor gjorde.

Nu kommer ‘twisten’ i min mormors historie ..
I 2016, opdagede vi et sår på hendes skinneben. Min mormor påstod, at hun var faldet og havde slået sig, men det var ikke det, det kom af. Såret voksede sig større og større, og til sidst fik hun konstateret hudkræft. Hun gik til utallige undersøgelser, og gennemgik endda også strålebehandling, men uden held. Hun fik såret renset dagligt og fik forbinding på, men hun forstod aldrig helt alvoren i hvad der skete med hende. Det var det eneste gode ved demensen. I 2017, fik hun en tid til at få skåret det meste af kræften væk, men da tiden kom, vurderede lægerne, at kræften var så fremskreden, at en operation ikke var mulig – alternativet ville være en amputation og det ville vi ikke udsætte hende for. Et sådant ”overgreb” med så graverende følger kunne man ikke byde en gammel skrøbelig dame, som hende. Derfor levede min mormor med kræften og demensen, og som kræften spredte sig, kom metastaserne. Da de først havde sat sig i lysken, gik det stærkt. Det underlige ved det hele er, at jeg lagde egentligt ikke så meget mærke til kræften – måske fordi hun ikke selv gjorde? Det var demensen, og det der skete i hendes hoved, der var det værste.

Da Victor og jeg flyttede tilbage til Danmark, var vi på besøg hos hende rigtig meget. Hun elskede at han kom, selvom hun troede han var min mors søn, og hun havde aldrig helt fattet at jeg havde boet i udlandet så længe. Hun elskede at kalde på hendes veninder der boede i stuerne ved siden af, for at de skulle se ham. Victor var virkelig et hit på det plejehjem – men vi blev aldrig så længe af gangen, fordi jeg slet ikke vidste hvad jeg skulle finde på. Til sidst var hun svær at føre en samtale med, og jeg hedede, at jeg lød som en der talte til et barn, når vi snakkede sammen. Jeg blev så træt af mig selv, og tænkte tit over, om hun også synes, jeg talte nedladende til hende – det var aldrig min hensigt, men det var den eneste måde, hvorpå man kunne bare få en smule ud af hende. Ikke fordi hun ikke kunne tale, for det kunne hun, og hun elskede selskab. Hun blev bare hurtigt forvirret, ordene kunne ligesom ikke komme ud og blev et stort rod i hendes lille hoved. Resultatet var, at hun trak sig ind i sig selv og blev passiv. Min mor har senere fortalt, at sang kunne få hende ud af busken, så plejehjemmet har måttet lægge øren til megen skønsang fra min mormors lille lejlighed, når min mor var på besøg!!!

Min mor var rigtig god til at tage hende med ud på ture, og gjorde alt i hendes magt, for at min mormor kunne holdes i gang. Jeg er sikker på at min mors kærlighed og omsorg, var med til at holde hende i live så længe. Jeg indrømmer gerne, at jeg kunne godt have været der noget mere til allersidst, men den dag jeg kom ind på hendes stue, og jeg kunne se i hendes øjne, at der var et kort øjeblik, hvor hun ikke vidste, hvem jeg var, glemmer jeg aldrig. Jeg kunne næsten ikke overskue at tage op og besøge hende, fordi jeg var bange for om hun havde glemt mig helt. I starten af august begyndte min mormor at blive meget træt. Hun havde ikke lyst til at spise noget, og sov det meste af tiden. Det viste sig at kræften havde spredt sig, og at nu gik det kun en vej. Jeg var i Dubai på det tidspunkt, men heldigvis nåede jeg hjem, inden det virkelig blev slemt. Hun lå i sengen i næsten 3 uger, uden at spise noget. De sidste 10 dage af hendes liv, regnede jeg med at vågne hver morgen til en besked fra min mor, om at nu var det sket – men hun hang ved. De sidste 4 nætter hun levede, havde hun en vågekone ved sin side mens hun sov. Er det ikke fantastisk, at der findes frivillige, som bliver hos døende om natten, så de ikke skal dø alene? Det er simpelthen så rørende, synes jeg.

D.24 August fik hun sine vinger. Hun fik fred.

Jeg tænker på min mormor hver dag. Heldigvis har jeg mange af hendes ting her i min lejlighed, så jeg kan mindes hende altid, men det er simpelthen så surrealistisk, at hun ikke er her mere. Demens er en forfærdelig sygdom, som langsomt nedbryder hjernen.  Jeg mistede i virkeligheden min mormor for mange år siden, i hvert fald som det menneske hun engang var. Når det er sagt, er jeg overbevist om, at hun havde mage gode timer med glæde og indhold lige til det sidste.

Hvad kan i så få ud af min mormors historie?
Jeg håber, at hvis du står med et familiemedlem som selv er ramt af demens, at du forsøger at få det meste ud af jeres tid sammen, sæt fokus på glæde og smil – dyrk de gode stunder og for alt i verden vær positiv – demente aflæser dit ansigt og attitude. Også helt til sidst, hvor man måske har svært ved at se pointen i besøgene – ”de forstår  alligevel ikke at man er der”. Jo, det gør de – lige i øjeblikket, og lige netop de minutter er guld værd!Jeg ved bare, at da jeg sad ved min mormors sengekant og holdte hende i hånden helt til sidst, der kom der nogle lysglimt af klarhed, når hun var ved bevidsthed, hvor hun gav mere mening end hun havde gjort længe. De minder vil jeg altid have.